Langfredag

Langfredag falder på fredagen før påskedag og er en officiel helligdag i Danmark. Dagen markerer i den kristne kalender Jesu korsfæstelse, lidelse og død på Golgata.

Historien bag langfredag har sine rødder i Det Nye Testamente, hvor Jesus efter den sidste nadver skærtorsdag blev anholdt, forhørt af den romerske statholder Pontius Pilatus og dømt til døden ved korsfæstelse. Betegnelsen 'langfredag' er særlig for de nordiske sprog og har troligt sin oprindelse i det oldengelske 'langa frigedæg'. Navnet hentyder til, at dagen føltes lang, tung og smertefuld som følge af faste, sorg og eftertanke.

Gennem århundreder var langfredag præget af streng faste og afholdenhed. Offentlige forlystelser og støjende aktiviteter var forbudt, og samfundet gik i stå for at ære mørket og alvoren i påskeugen. Selvom Danmark i dag er mere verdsligt, har dagen bevaret sin status som en stilfærdig helligdag i påsken.

I den danske folkekirke adskiller langfredag sig ved en særligt dæmpet liturgi. Alterlysene tændes som regel ikke, der er ingen friske blomster på alteret, og musikken er ofte afdæmpet eller helt fraværende. Offentlige bygninger og kirker flager på halv stang hele dagen for at markere alvor og landesorg. For mange danskere er dagen i dag en kærkommen fridag, som bruges på stille stunder i hjemmet, gåture i naturen eller årets første ophold i sommerhuset.