Sankthansaften

Sankthansaften fejres i Danmark hvert år den 23. juni som en folkekær markering af midsommeren og årets lyseste tid. Aftenen samler danskerne på tværs af generationer omkring strande, søer og lokale mødesteder til fællessang og tænding af det traditionelle sankthansbål.

Fejringen har rødder i en sammenfletning af hedenske midsommerritualer og kristen tradtion. I førkristen tid fejrede man midsommeren og solhvervet, hvor naturens kræfter mentes at være på deres højeste. Da kristendommen blev udbredt, knyttede kirken højtiden til Johannes Døberens fødselsdag den 24. juni, hvilket gav navn til 'Sankt Hans', som er den danske betegnelse for helgenen.

Selve sankthansdag var en officiel dansk helligdag indtil den store helligdagsreform i 1770, hvor den blev afskaffet sammen med en række andre kirkelige fridage. Fejringen af aftenen før levede dog uforstyrret videre som en folkelig tradition. Den velkendte heksedukke af halm og stof på toppen af bålet kom først til i løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, formentlig inspireret af tyske håndværkere, og har ingen direkte historisk forbindelse til 1600-tallets hekseprocesser.

Når skumringen falder på om aftenen den 23. juni, mødes folk ved bålpladser i parker, haver og ved de danske kyster. Arrangementet indledes ofte med en båltale holdt af en lokal personlighed eller kulturperson, hvorefter bålet tændes. Herefter synges Holger Drachmanns klassiske 'Midsommervisen' ('Vi elsker vort land'), enten med P.E. Lange-Müllers oprindelige melodi eller Shu-bi-duas nyere udgave. Mange steder bæres en heksedukke symbolsk til bålet for at 'sendes til Bloksbjerg', og aftenen bruges i udstrakt grad på udendørs hygge, grillmad og samvær under den åbne sommerhimmel.